Brændenældebrevet

Nælden som mad, medicin og myte

Som barn var det ikke mange planter, jeg kendte navnene på, men nogle ganske få havde sat sig fast i min hukommelse fra jeg var ganske lille; der var skovjordbærrene, som voksede på skyggefulde steder i mit barndomshjems baghave, kamilleblomsterne som jeg plukkede for første gang på en ferie på Samsø, græsplænens bellisblomster som kunne flettes i kranse og til sidst brændenælderne, som man skulle holde fingre og bare barneben fra.

Jeg har et helt tydeligt minde om en skoledag, hvor en fra klassen faldt ned i et krat med brændenælder og måtte hentes af forældrene, og jeg kan også huske den allerførste gang, jeg smagte brændenældesuppe til spejder og næsten ikke turde stole på, at den ikke ville brænde min tunge.

Det er nok forskelligt fra person til person, hvilke planter, man først lærte at kende, men jeg vil næsten vædde med, at de fleste har brændenælden på listen. Så almindelig - og så frygtet! - en plante er værd at kende, både for store og små.

Brændenælderne, også kaldet stor nælde (Urtica dioica), står netop nu i skovbunde, grøfter, krat og vilde haver og stråler af liv og frodighed. Det er en af de urter, som først pibler frem i skovbunden i det helt tidlige forår, og den følger os langt ind i efteråret, inden den bliver slået tilbage af den første hårde frost.

Brændenælden er en af de hjemmehørende urter i Danmark – den har været her, så længe der har været mennesker. Navnet "brændenælde" stammer fra det oldnordiske netla, der betyder at væve, sy eller spinde. Det er ikke tilfældigt. Brændenælden er nemlig en af vores ældste kulturplanter, og har været anvendt i årtusinder - som mad, medicin og ikke mindst til fremstilling og farvning af tekstil.

Faktisk er det ældste stykke vævede tekstil, man har fundet i Danmark, fremstillet af nældefibre, som er blevet spundet til tråd og dernæst vævet til holdbart stof. Også under senere krige med tekstilmangel blev brændenælder brugt som erstatning for bomuld, mens bladene blev brugt som teerstatning.

Brændenælden har i årtusinder været en værdsat del af det nordiske køkken. Det er let at forestille sig, hvordan synet af de første spæde nældeskud vakte glæde hos vores forfædre - et livgivende grønt pust midt i den sidste, magre vintertid, hvor vinterforrådene svandt ind, og den nye høst stadig lå langt ude i horisonten. Brændenælden var en tidlig forårsbebuder, rig på næring og anvendelsesmuligheder.

Brændenælden har gennem århundreder været en fast bestanddel af urtemedicinen – både blandt menig mand og i middelalderens klosterhaver, hvor munke og nonner dyrkede den sammen med andre lægeplanter og beskrev dens egenskaber i urtebøger og farmakopéer.

En af de mest indflydelsesrige stemmer i denne tradition var Hildegard af Bingen (1098–1179). I hendes naturmedicinske skrifter beskrev hun brændenælden som en varm og tør plante, der styrker blodet og hjælper på fordøjelsen. Hun anbefalede den især til dem med "kolde og fugtige legemer" – hvilket i datidens humoralpatologi svarede til trætte og svækkede tilstande. Humoralpatologien var en måde at forstå kroppen på, hvor man betragtede sygdom som en ubalance mellem kroppens fire væsker - blod, slim, gul galde og sort galde - som hver var forbundet med bestemte sygdomme.

I den folkelige medicin blev brændenælden brugt på lignende vis, dog i mere praktisk forstand. Den blev drukket som te mod træthed, kogt som suppe for at rense blodet i foråret, og anvendt som udtræk mod hårtab og hudlidelser. Brændenælden blev også brugt til at behandle gigt og ledsmerter ved at slå huden med friske nælder for at fremkalde varme og blodgennemstrømning.

'Opstilling med brændenælder i glasvase' af Bertha Wegmann, Den Hirschsprungske Samling

I folketroen havde brændenælden magiske egenskaber. Den blev hængt op i døråbninger for at holde onde ånder ude, og i nogle egne troede man, at en buket brændenælder over døren kunne forhindre lynnedslag eller brand. Det var dog ikke kun som beskyttelse, brændenælden blev brugt, men også som en prøve på udholdenhed og vilje, hvis man lod sig piske med dens brændende blade.

Brændenælden har også fundet vej ind i den nordiske litteratur, hvor den ofte optræder som mere end blot en plante, men også som et billede på styrke, forvandling og offervilje. Måske du kender H.C. Andersens eventyr De vilde svaner?

I eventyret må prinsessen Elisa gennemgå en ubarmhjertig prøve for at redde sine forheksede brødre: Hun skal plukke brændenælder med hendes bare hænder, blødgøre dem med sine fødder og dernæst spinde dem til garn, som hun skal strikke skjorter til sine brødre af. Kun ved denne smertefulde og tavse gerning - for hun må ikke ytre ét ord, før opgaven er fuldført - kan hun bryde forbandelsen og give dem deres menneskeform tilbage.

Brændenælden er i fortællingen både et redskab og selve prøvelsen. Den brænder, men den bærer også løsningen i sig - som en slags urkraft, man kun kan få adgang til med mod, udholdenhed og kærlighed. Brændenælden bliver et symbol på den smerte og de udfordringer, man må konfrontere, før en forvandling kan finde sted. I mange andre fortællinger indtager brændenælden en lignende dobbelttydig plads, hvor den både rummer smerte og forløsning.

For et par uger siden besøgte jeg Randers Kunstmuseum for at se udstillingen Kvindernes moderne gennembrud. En af de værker, der fangede mig særligt, var et maleri af Bertha Wegmann, som forestiller en buket brændenælder i en vase, pænt placeret foran et gardin. Jeg blev fascineret af, hvordan motivet skilte sig ud blandt væggens andre mere klassiske blomsterværker, men læste så, at giftige og ubehagelige planter var et yndet motiv blandt kvindelige kunstnere i denne periode. Botaniske motiver var nemlig blandt de få genrer, som ansås for passende for kvinder at arbejde med, og mange af dem udnyttede denne mulighed til at skabe et subtilt oprør. Ved at portrættere planter, der symboliserede fare eller ubehag - som brændenælder, giftige svampe og dødelige urter - forvandlede de deres værker til en stille kritik af deres begrænsede muligheder som kunstnere i en mandsdomineret verden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om Bertha Wegmann mon også kendte til alle brændenældens kvaliteter, når man ser bort fra dens beskedne men brændende ydre. Om hun, da hun malede brændenælderne i glasvasen, også tænkte på nældens lange kulturhistorie, om dens store betydning i folketroen og litteraturen, dens vigtighed som mad og naturmedicin, ofte traditioner giver videre fra kvinder til kvinder gennem generationer.

I dag er brændenælden stadig en af de mest anerkendte og anvendte lægeurter i urtemedicinen. Den moderne fytoterapi beskriver planten som udrensende, mineralrig og betændelseshæmmende – en slags grøn multivitamin direkte fra jordbunden. De friske forårsskud er spækket med jern, calcium, magnesium, C-vitamin og klorofyl, og bruges ofte i langtidsudtræk, smoothies og te som støtte til kroppen efter vinterens tunghed. I naturmedicinen anbefales brændenældete til at stimulere nyrerne og afhjælpe væskeophobninger, og som et mildt, men effektivt tilskud ved gigt og ledsmerter. Ekstrakter fra planten bruges desuden i naturlægemidler mod allergi.

Hvis jeg kun måtte have en enkelt urt i mit hjemmeapotek og have, skulle det være brændenælden. Jeg drikker den i langtidsudtræk året rundt, særligt når jeg kan mærke, at min krop har brug for et ekstra skud dyb næring og energi, eller op til pollensæsonen, hvor den hjælper på min høfeber. Om foråret og forsommeren bruger jeg brændenældens blade flere gange ugentligt i min madlavning, hvor de er fantastiske i omeletter, supper, som fyld i pasta og pandekager eller blandet med andre urter i en pesto. Om efteråret høster og tørrer jeg brændenældefrø, som jeg bager med gennem hele vinteren. Brændenælden er altså en af mine tro følgesvende i mit hjemmeapotek, og der går ikke en uge, hvor jeg ikke har fat i den på den ene eller anden måde.

Vil du sanke brændenælde til hjemmeapoteket er nu og et par uger frem det bedste tidspunkt; de har nået en størrelse, som gør det nemt at samle dem i bundter til ophængning imens, de tørrer, men bladene er stadig fine, møre og sprængfyldt af næring. Du finder brændenælder i vilde områder i parker, grøftekanter, langs vandløb, og i utæmmede områder af haven. Høst dem helst fra steder, hvor de primært står i skygge, så får du dem i allerbedste og møreste kvalitet, især hvis du vil bruge dem i madlavning.

Når du høster brændenælder, kan du gøre det med handsker på for at skåne dine hænder. Men det er faktisk muligt at plukke dem uden at brænde sig, hvis man roligt men beslutsomt tager fat om stænglen med tommel- og pegefinger og knækker den af uden at røre ved bladene. Hvis du skulle ske at brænde dig, kan lidt saft fra stænglerne dulme smerten, og ellers kan du trøste dig selv med, at det ikke er farligt at blive brændt af brændenælder, og at lidt ekstra blodomløb i det ramte område ikke gør nogen skade.

Brændenælder er ikke kun brugbare for os mennesker, men er også ynglested for en række sommerfugle, bl.a. den danske nationalsommerfugl nældens takvinge. Når du sanker brændenælder, skal du derfor tjekke planterne grundigt efter små æg i grupper, larver eller silkespind, inden du høster dem. Hvis du ser tegn på liv, så lad dem stå - der skal være nok til os alle. Brændenælder som ikke står i alt for store grupper, og som står skyggefuldt er sjældent hjem for sommerfuglene, så gå efter dem - de smager som sagt også allerbedst.

Her har du en lille guide til tørring af brændenælder, som bedst bevarer plantens gode indholdsstoffer:

Sank gerne om morgenen eller formiddagen, før solen står alt for højt på himlen

Klip de øverste 4-5 bladsæt af og lad resten stå

Saml brændenælderne i bundter - undgå at lave dem for store, der skal gerne kunne komme luft til dem alle, så de ikke mugner i midten af bundtet før, de er tørre

Hæng dem et sted væk fra direkte lys (jo mørkere jo bedre) hvor der er god ventilation

Lad dem hænge til de er knastørre i de tykkeste stilke - og lad dem derefter hænge i to dage ekstra, så er du helt sikker på, at de er gennemtørre overalt

Tørring kan tage fra et par dage til en uge alt efter temperatur, luftfugtighed og hvor meget ventilation, der er på tørrestedet

Kom dem på glas. Jeg plejer at klippe dem groft med en saks, så er der plads til flere i hvert glas
Opbevar de tørre urter i en lufttæt beholder et mørkt sted

Sidste år filmede jeg en lille guide til høst af brændenælder - se den ved at trykke her

Brændenælden har været her i årtusinder - som mad, som medicin, som en en overnaturlig skikkelse i både fortællinger og folketro. Hvert forår spirer den som noget af det første frem uden at kræve opmærksomhed og uden helt at lade sig tæmme, uanset hvor meget man forsøger.

Jeg tror, det er noget af det, jeg holder allermest af ved brændenælden; at den bare er der. At den er til vores rådighed nærmest overalt, hvis vi åbner øjnene for den og ved, hvordan vi skal bruge den. Når jeg sanker og bruger brændenælder, er det som om, jeg skriver mig ind i en lang historie af noget gammelt og ur-menneskeligt, af viden gemt og viderebragt gennem generationer.

Mange urter, der i dag får opmærksomhed for deres gavnlige effekter, er eksotiske og importeret fra fjerne egne. Men brændenælden hører hjemme her. Det har den altid gjort. Den taler direkte til os og vores krop, den er vævet ind i vores landskab, vores flora, vores madlavning, vores fortællinger, måske endda vores cellers hukommelse. For jeg er overbevist om, at urter, som hører til i vores klima, som er blevet brugt langt tilbage i vores historie og som er blevet høstet et sted nært vores hjem, vækker en større genklang i kroppen, end urter fra den anden side af jordkloden.

Hvis der er én urt, du skal samle til dit vinterforråd i år, må det altså være den beskedne brændenælde. Høst dens blade og hæng dem til tørre, saml dens frø i sensommeren og husk også at bruge den frisk i maden netop nu. Måske du også får lyst til at gemme et lille bundt og hænge det ved din hoveddør for at beskytte dit hjem mod både lyn, brand og alt det, vi ikke har ord for.

---

Vores opmærksomhed er noget af det dyrebareste, vi har, så tak fordi brugte lidt af din på at læse dette brændenældebrev. Hvis det har inspireret dig, vil jeg blive rigtig glad for en kommentar eller et like (du finder begge dele nederst i indlægget). Det hjælper Refugium-brevene med at nå ud til flere her på Substack, og giver mig lyst og mod til at skrive videre. Tak på forhånd.

PS: Hvis du kunne lide dette brev, tror jeg også, du vil synes om min bog Refugium - et år i takt med naturens rytme, der udkom sidste år.

Bogen er opbygget som en almanak, der måned efter måned guider dig igennem et år med større sanselig naturkontakt, gamle årstidsfejringer og traditioner, aktiviteter og madlavning inspireret af naturens cyklus. Den er skrevet til dig, som drømmer om mere ro og nærvær, men som ikke helt ved, hvor du skal starte.

Bogen kan købes ved alle boghandlere, både i fysiske (spørg, hvis den ikke er på hylden - så bestiller de den hjem) og online butikker. Har du mulighed for at støtte en lille uafhængig boghandel, kan jeg anbefale dig at kigge forbi f.eks. BRØG i København eller KFM Boghandleren i Aarhus.