Herude er der plads

Om rejsen fra bybo til landbo

I mange år var en af mine absolut største længsler at flytte ud af byen. Det var ikke bare en stille drøm, men noget, der kunne gøre helt fysisk ondt – som en uro i brystet – når jeg sad i vores lejlighed midt i Aarhus og kiggede ud over pladsen, vores stuer vendte ud mod.

På pladsen stod træer med kronerne klippet i firkanter på snorlige rækker, der var blomster i store krukker og en statue af en af byens store handelsmænd, som pladsens duer yndede at sidde på hovedet af. Om aftenen gik solen ned og kastede sine gyldne farver ind i vores stuer, om onsdagen og lørdagen var der grøntmarked om hjørnet, efter arbejde gik jeg til vandet og i skoven på under et kvarter.

Jeg havde det godt, der i det smørhul, som Aarhus uomtvisteligt er; placeret mellem sø, skov og hav. Aarhus er den perfekte størrelse, stor nok til at rumme kulturelle og kulinariske oplevelser, lille nok til at et par gode sko er alt, du behøver, for at komme fra den ene ende af byen til den anden i rimelig tid.

Jeg er født og vokset op i smilets by, kender den som min egen bukselomme, det føles trygt og hjemligt at færdes der, som en forvokset landsby. Vis mig et billede af en facade i midtbyen, og jeg kan næsten altid fortælle dig, hvilken gade, den hører til på. Aarhus er den faste kulisse for mit livs minder; cykelture om søerne som barn, ungdommens første fester i villakældre, uendelig mængder sort kaffe med veninder på caféen på hjørnet, studietid, vaklende gåture hjem fra baren efter midnat, det første voksenjob, forelskelser og knuste hjerter, forhåbninger og drømme.

Aarhus er kort sagt min hjemby i ordets reneste forstand, men alligevel føltes det som om, jeg voksede fra den - eller måske omvendt; den voksede fra mig, føltes for overvældene med dens tilbud, tempo og bekendte ansigter fra et helt liv om hvert et gadehjørne.

Og sådan opstod den; drømmen om noget andet, om at skabe et hjem med mere ro, luft og natur. Et sted med plads til alenetid og selskaber, køkkenhave og hønsehus, bare tæer i græsset, stille nætter, sang i brusebadet uden utilsigtede publikummer, et sted som føltes lidt som at være på ferie, som om tidens tynde stof blev strukket lidt længere end i byen.

Udsigten fra vores lejlighed i byen

Da min mand og jeg mødte hinanden for seks år siden, var en af de første ting, vi begyndte at tale om, drømmen om vores eget sted væk fra byen. Allerede dengang begyndte konturerne at tegne sig – huset, haven, stilheden. Færre forstyrrelser, mere nærvær.

Da pandemien ramte, flyttede vi i en stor og lys herskabslejlighed i byens dejligste kvarter - den med udsigten over pladsen med de firkantede træer - i håbet om, at det ville hjælpe på vores udlængsel at få mere plads, højt til loftet og et kig til åben himmel. Vi forestillede os lørdage med torvebesøg rundt om hjørnet, lange eftermiddage på museerne, og stille gåture til skov og vand. Det virkede som et kompromis, vi kunne leve med.

Men vores weekender blev i stigende grad brugt på udflugter ud af byen, til natur og luft. Byen var dér, vi sov og arbejdede - men når vi havde fri, forlod vi den ved første givne anledning.

Når vi kørte ad snoede landeveje udpegede vi gamle landejendomme for hinanden og sagde “se! sådan et sted skal vi bo en dag!” med lys i øjnene og et lille stik i hjertet ved tanken om, at det føltes uendeligt langt væk fra vores virkelighed.

En dag bookede vi spontant en fremvisning af et lille gult hus med en bæk i baghaven, og da først bevægelsen var sat i gang, var der ingen vej tilbage. Hvad vi ikke vidste dengang var, at det skulle tage os mere end to år og over 25 fremvisninger at finde drømmehjemmet.

I mellemtiden forsøgte vi at nyde byen; jeg etablerede en krukkehave i vores baggård, brugte min fritid i byens parker, vi plukkede ramsløg og brombær langs vores daglige ruter, sankede svampe i skoven, lavede bål ved et af byens sheltere og forsøgte efter bedste evne at leve det liv, vi drømte om - også selvom rammerne ikke var helt på plads endnu. Det købte os lidt tid, men der gik ikke en dag, hvor vi ikke længtes efter vores nye hjem, som stadig lod vente på sig.

Processen var lang og til tider drænende. Vi havde store drømme og krav til vores hjem - til placering, arkitektur, lokalmiljø og ikke mindst pris - og det skulle vise sig at være sværere end som så. Med udholdenhed, en stædig (måske naiv) tro på, at stedet fandtes, og en ustoppelig strøm af opslag i lokale Facebookgrupper dukkede det op på en grå og blæsende novemberdag for halvandet år siden. Huset. Vi vidste det med det samme. Dette var stedet, vi havde ventet på.

Det stod der, hvilkalket og med sprossede vinduer, rødt halvvalmet tegltag og dekorative gesimser under tagudhænget, alt sammen holdt ved lige med respekt for husets sjæl. Det lå for sig selv for enden af en grusvej, omkranset af marker med kig til skov. Der var rigelig plads til studio, gæsteværelser, værksted og udendørsliv. I vores husjagt havde vi skrevet uendelige lister af dream-to-have og need-to-have, og huset indeholdt det hele. Fra komplet stilhed trukket væk fra alfaveje og indflytningsklart uden behov for renovation (need-to-have) til et valnøddetræ på gårdspladsen og badekar med løvefødder (dream-to-have). Det føltes næsten som om, huset var taget ud af vores inderste drømme.

I 1970’erne havde ejendommen huset et kunstnerkollektiv. Senere kom en arkitekt til og foretog en ombygning. Derpå to familier, før os. I gamle dokumenter stødte vi på et navn, stedet i mange år var blevet kaldt: Sibirien. Vi tog det straks til os, for hvilket navn kunne være mere passende til et sted, der føltes så langt væk fra alt det, vi kom fra?

Der gik fire måneder fra vi skrev under, til vi overtog huset. Fire måneder med lige dele forventningsglæde og tyngende angst. En livsomvæltning var sat i gang, og selvom vi havde valgt den frivilligt, anede vi ikke helt, hvad vi havde kastet os ud i.

I ventetiden pakkede vi vores liv ned i kasser, afsluttede det sidste i byen, ryddede ud i kælderrummet. Det føltes som om, vi var igang med at runde ét liv af for at blive smidt ind i et helt nyt et, som vi ikke helt vidste, hvad indeholdt. En måned før vi fik nøglerne, udkom min bog Refugium - et år i takt med naturens rytme, som var mit kærlighedsbrev til naturen, skrevet fra en lejlighed i byen. Jeg havde skrevet den som en livlinje til mig selv, det var en guide til større naturforbindelse indenfor byens rammer, og dér stod jeg på tærsklen til at skulle forlade den by, jeg kendte så godt.

Vi afsluttede vores tid i byen ved at blive gift i smug på rådhuset – det rådhus, vi begge forbandt med Aarhus, og som jeg havde forestillet mig at blive gift på, siden jeg var barn. Det kunne ikke være anderledes. Og sådan satte vi et punktum på vores tid som byboere.

Dagen vi overtog Sibirien

Vi overtog Sibirien d. 1. maj sidste år, netop som bøgetræerne var begyndt at springe ud. På dagen, hvor vi fik nøglerne, drak vi cider og spiste intermistisk charcuteri på trappestenen i aftensolen. Den følgende uge kørte vi i pendulfart mellem byen og huset. På vejen hjem holdt vi ind langs landevejen og plukkede armfulde af syrener, som fyldte hele det ellers tomme hus med lyselilla skyer af himmelsk duft.

Maj var varm og tør. Haven stod i fuldt flor, frugttræer og buske blomstrede, og det var ikke svært at blive forelsket i vores nye hjem. I forsommeren holdt vi middagsselskaber med lyse hørduge på lange borde, det var som en drøm af scener fra en Éric Rohmer-film, og i juli eksploderede haven i grønt efter den danske sommers uundgåelige regnskyl. Vi havde gæster, tog på udflugter for at lære lokalområdet at kende, og pakkede langsomt ud.

I august skiftede lydbilledet. På markerne kørte tunge landbrugsmaskiner, korn blev høstet, hø presset i baller og stablet i tårne som gyldne træklodser. Jeg blev ramt af, hvor meget tydeligere årets rytme kunne mærkes herude, ikke kun i det skiftende dagslys og i trækronernes farver, men også i den puls, som landbruget pludselig bidrog med. En del af mig er fascineret af agerbrugets ældgamle rytmer; fra pløjning til såning og nu høst. Men samtidig var det også en proces at finde en accept af alt det, som følger med; de endeløse monokulturer, sprøjtede marker, fraværet af insekter dér, hvor der burde være en summen af liv. Jeg havde måske haft et romantisk billede af landlivet, men virkeligheden var mere kompleks, og at flytte herud var både lærerigt og nedslående til tider.

August var en øvelse at kunne være i det - at kunne holde af landbrugets rytme, og samtidig være i sorg over det, der mangler på langt de fleste marker i Danmark. Vores egen vilde have og drømmen om større selvforsyning efter økologiske og regenerative principper føltes som en stille protest – en måde at tage ansvar, midt i det hele.

Midsommerfejring i Sibirien

I september blev farverne omkring os dybere, varmere, mere mættede, imens sommerhalvåret sagde farvel. Vi afsluttede de sidste udendørs projekter, og efter jævndøgnet begyndte nætterne for alvor at lægge sig omkring huset – først sagte, siden fuldtonet.

En af de ting, jeg havde været mest nervøs for ved at flytte ud af byen, var mørket. Jeg havde aldrig før boet et sted uden gadebelysning. Tanken om at kigge ud af vinduerne til fuldkommen mørke skræmte mig. Men det mørke, jeg fandt herude, var et andet end det, jeg havde forestillet mig. Ikke uigennemtrængeligt eller tungt – men levende og skiftende.

Jeg lærte, at mørke ikke er én ting. Det er mange. På klare nætter var stjernerne så tydelige, at jeg kunne se min egen skygge på græsset. Andre aftener var verden pakket ind i lavthængende skyer og tåge, som en dyne trukket tæt om landskabet. I byen havde mørket altid været en kontrast til lyset – defineret af, hvad det ikke var. Her får mørket lov til at være sig selv, og med tiden begyndte jeg at nyde det i dets uendeligt mange nuancer.

Vinteren kom med en storm - sådan en skal der ofte til for at ruske det sidste efterår af landskabet og lade det gå i vinterdvale. Dagene blev korte, og i takt med lysets tilbagegang lod jeg også mit eget tempo falde. Naturen gik i hi, og jeg fulgte med.

I mangel på forstyrrende lys og byens summen, sov jeg vinteren igennem bedre og mere, end jeg nogensinde havde gjort før. Det føltes som om, jeg var igang med at indhente årtiers mangel på restitution. I byen havde jeg vænnet mig til et liv med tynde vægge og tæt beboelse - naboens hoste, bybussernes rystelser i bygningen, og en konstant fornemmelse af at være i andres blikfelt. Jeg har før skrevet om nødvendigheden af at trække sig, om værdien af hvile. Men det var først denne vinter, at jeg virkelig forstod, hvad det betyder, når man for alvor giver slip og trækker sig væk fra alt det, der kalder på vores opmærksomhed.

I vinterhalvårets få lyse dagstimer gik jeg ture i lokalområdet. Det overraskede mig, hvor meget tid, det faktisk krævede at lære stedet at kende – ikke i praktisk forstand, men i en mere sjælelig forstand: at få en følelse af hjem, af tilhørsforhold. Følelsen kom hurtigt i huset og på vores eget lille stykke land i løbet af sommerhalvåret, men det tog længere tid at finde den i “vores” skov, i den bakkede vej derned, og i satellitbyen, hvor vi handler, låner bøger og tager toget fra, når vi skal til Aarhus.

I byen havde jeg gået mine ruter så mange gange, at jeg kunne have gjort det i søvne. Hver trækrone, hvert et hjørne, hver lygtepæl stod klart for mit indre blik. Byen var gennemskuelig. Herude var alting nyt. Mere insisterende. Mere komplekst. Jeg mødte råvildt, lyttede til fuglestemmer, jeg ikke kunne genkende, blev ramt af duften af våd skovbund, fandt lysninger hvor stilheden var så dyb, at den næsten rungede. Nogle dage gik jeg uden at møde et eneste menneske.

Det tog det meste af vinteren at finde frem til mine egne favoritstier – fire ruter, som hver især tager mellem en halv og halvanden time. Jeg fandt det perfekte bøgetræ til en pause ved bækken, hvor stammen skråner i den rette vinkel til at læne ryggen mod det. Jeg opdagede det største brombærkrat, skjult væk et stykke fra sydstien. Området begyndte langsomt at åbne sig for mig og jeg for det.

Det var smukt. Overvældende. Og det krævede noget af mig. Ikke bare min tilstedeværelse, men min tid og opmærksomhed. Men nu - efter et år i området - kan jeg mærke, at jeg er landet. Ikke kun i huset og på grunden, men også i landskabet. Jeg har lært det at kende, og det har taget mig til sig.

Samvær med store og små i Sibirien

Når jeg taler med andre, der længes ud af byen, dukker ét tema ofte op: drømmen om fællesskab. Ikke det abstrakte, men det helt nære; samværet med naboer, livet i en landsby, måske endda i et bofællesskab. Det er en længsel, jeg sagtens kan forstå, men det var ikke dén længsel, der drev os, da vi i første omgang begyndte at lede efter hus.

En stor del af vores udflytning handlede faktisk om det modsatte; om at trække os og samle os mere om os selv. Vi havde et stærkt netværk i byen forvejen og tænkte derfor ikke, at vi havde behov for en lokal, social forankring for at føle, at vi hørte til et nyt sted. Mest af alt var jeg derimod bange for at miste vores forbindelse til byen og vores netværk dér.

Kort tid inden, vi fandt Sibirien, var jeg på et skriveophold på Ørslevkloster, hvor jeg faldt i snak med en kvinde, som boede på landet. Jeg talte med hende om vores drømme om at forlade byen, men også om vores nervøsitet over at forlade vores netværk, over at placere os selv i perifirien af vores hverdagsliv, som i rigtig mange år havde haft udgangspunkt i byen. Hun så på mig og sagde: “Livet udfolder sig der, hvor I er. Når I flytter ud, er det byen, der bliver perifirien”.

Sætningen blev hos mig, og i dag ved jeg, at hun havde ret. Livet er her nu. Jeg besøger stadig glædeligt byen – måske et par gange om måneden, sommetider sjældnere – for at være sammen med folk, jeg holder af, men byen i sig selv har mistet sin vigtighed i mit liv. Den ligger nu i udkanten af vores hverdag som et levende, inspirerende indslag, vi selv vælger til, og ikke en selvfølgelighed.

Vores samvær med dem, vi holder af, har med vores flytning ændret karakter fra hurtige kopper kaffe mellem andre gøremål, til længere tid sammen, hvor vi har rum til at gå i dybden og nyde hinandens selskab uden at skulle kigge på uret. Vi er velsignede med venner, som elsker Sibirien næsten ligeså meget som os, og derfor gerne kommer på besøg enten for en dag, en aften eller en overnatning, og vi elsker at dele rammerne og magien herude med dem. Det er kvalitet over kvantitet i samværet, og det passer mig fortrinneligt sammenlignet med den hast, som aftaler i byen ofte kom med.

Det mest overraskende ved vores flytning er dog, at vi netop her – hvor vi troede, vi ville være mere for os selv – er endt med at blive en del af et spirende fællesskab, vi ikke havde forestillet os. Vi har stadig vores ro og privatliv, som vi flyttede herud for, men vi har også fundet “naboer”, der rækker hånden ud, og som vi selv glædeligt hjælper. Det er ikke et fællesskab, som handler om store ambitioner eller en fælles identitet, men om at vi alle har taget et aktivt tilvalg om en særlig livsstil. Det valg skaber et naturligt værdifællesskab – ikke fordi vi er ens, langt fra - men fordi vi har truffet et lignende valg. Dét må være en af de største uventede gaver ved vores flytning og en meget tiltrængt variation i det osteklokkeliv, som man hurtigt kan leve i byen, omgivet af folk, som minder om en selv.

Vores første år har været tilegnet at falde til mentalt; vores møbler står stadig, som vi satte dem den dag, vi flyttede ind. Væggene er endnu ikke blevet malet og står med lappede huller overalt, der er stadig ingen lampe over vores spiseplads i køkkenet. Tiden er i stedet blevet brugt på at skabe en ny rytme og falde ind i hverdagen herude. Årets største projekt har været at klargøre laden til min mands værksted. De seneste måneder har jeg brugt hver en ledig stund på at udvide køkkenhaven, bærhaven og drivhuset i håb om, at vores drøm om selvforsyning af frugt og grønt kan rykke lidt tættere på. Men vigtigst af alt: vi er landet.

Da vi flyttede ind, havde vi mange planer og ambitioner. Men vi har måttet erkende, at alt tager mindst dobbelt så lang tid, som vi havde forestillet os. Med hvert nyt projekt, popper et andet - og ofte mere presserende - op, og vi har lært, at det er okay med flere sideløbende og halvfærdige ting. At bo her er ikke et mål, men en livsstil, og der vil altid være noget at gøre. Kunsten ligger i at kunne lægge det fra sig og holde fri. Det er vi så småt ved at lære.

Vores drømme for det kommende år retter sig især indad. Vi vil begynde på malerarbejdet, måske bygge en garderobeløsning i soveværelset. Udenfor håber vi at kunne rive den gamle hønsegård ned og bygge en ny, så en lille flok høns kan flytte ind. Måske bliver der også tid til et brændeskur. Måske forvandler jeg en del af græsplænen til et bed med hjemmehørende stauder.

Vi når nok halvdelen, og det er fint. For vi regner med, at vi skal bo her i mange år, og i de år, Sibirien er vores, er det vores fornemste opgave at gøre os umage og passe godt på det. Det skal forhåbentlig stå her på den lille plet land meget længere, end vi er her.

Nu har årshjulet drejet en hel omgang, siden vi flyttede herud, stuerne er igen fyldt med syrener og deres duftskyer, som driver igennem rummene. Det føles som om, det var igår, vi flyttede ind, og samtidig har det seneste år været så tætpakket med nye oplevelser, at det føles som en livstid.

Det har været en fornemmelse af endelig at lande et sted, som føles rigtigt; i mine sidste år i byen, var der noget, som ikke passede. Som om jeg var en cirkel, der forsøgte at passe ind i en firkant, som om mine skuldre ikke helt kunnet rette sig ud, som om der ikke helt var rum nok. Herude er der ingen form at passe ind i, kun åbne vidder og følelsen af uendelig plads i alle retninger. Min krop og mit sind har endelig kunne rette sig ud og indtage en form, som føles naturlig og ubesværet.

Nogle gange kigger vi på hinanden og spørger os selv, om det er tilladt at have det så godt. Jeg ved, at landlivet langt fra er for alle, men for os har det føltes som en hjemkomst til noget, der føles sandt for os. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er taknemmelig; ikke fordi det er perfekt, men fordi det er rigtigt.

---